Tyve procent af alle mænd har lav sædkvalitet og mere end ti procent af alle par har fertilitetsproblemer, hvor halvdelen skyldes problemer hos manden og halvdelen hos kvinden. ”Det skaber store frustrationer i et parforhold ikke at vide, hvor eventuelle problemer med at blive gravid, stammer fra. Så jo hurtigere man kan få en mand til at tage en sædtest, jo hurtigere kan man komme videre,” siger salgsdirektør hos MotilityCount, Mogens C. Thomsen. Men det at foretage en sædtest – ”her har du en kop og et blad, sæt i gang” i kliniske omgivelser - er ikke altid nemt. ”Alt om sædkvalitet kommer meget tæt på en mands mandighed, og at lave en test på et hospital eller en klinik er der mange, der helt konkret ikke kan overskue,” siger Mogens C. Thomsen. Derfor er der mange par og mænd, der udskyder at få afklaring omkring sædkvaliteten – medens kvinden tager ægløsningstest samtidig med, at hendes fertilitet måske også er faldet drastisk.

Test inden det er for sent

En ny test gør det nu muligt at foregribe problemet ved at foretage en både sikker og nem sædtest derhjemme. ”Den nye test måler præcist det, der er brug for at vide, for den måler kun de 'progressive motile sædceller', dvs. de eneste 'svømmere', der kan befrugte et æg. Det er simpelthen 'bulls eye' for mandens fertilitetspotentiale,” konstaterer Mogens C. Thomsen. Det banebrydende ved metoden er netop, at der ikke bare måles på det totale antal sædceller, som er tilfældet med de fleste andre hjemme-sædtests. Denne test fortæller, om manden har over eller under 5 mio. progressive motile sædceller per ml, som er WHO’s nedre grænse for tilstrækkelig sædkvalitet. Samtidig har testen en meget høj 95 procent nøjagtighed i forhold til en standard sædanalyse foretaget med mikroskopi.

Dårlig sædkvalitet kan forbedres

Testen giver ikke det endegyldige svar på, om man kan gøre en kvinde gravid og skal derfor ses som en pre-screening. Har man høj eller normal sædkvalitet, vil man have en rigtig god chance for at gøre kvinden gravid inden for et år. Hvis testen viser lav kvalitet, så bør der gøres noget. ”Man skal dog ikke fortvivle, men se det som en afklaring i god tid. For det er faktisk muligt på bare tre måneder med bl.a. omlægning af livsstil at forbedre sædkvaliteten” siger Mogens C. Thomsen.