Tips

Emil Thorups 3 tips til personlig pleje for mænd

1. Anskaf et douchetoilet. Det er verdens bedste opfindelse. Det ligner et toilet som alle andre, men når man trykker på en knap, kommer der en 'arm' ud, som spuler en bagi. Dernæst bliver man tørret med varm luft. Det er vanvittigt, at det ikke er mere udbredt i Danmark. Hvorfor synes vi, det er fint nok at tørre sig bagi med tørt papir, når vi aldrig ville nøjes med det, hvis vi fik lort på fingrene?

2. Brug en deodorant uden aluminium. Jeg er normalt ikke så helseagtig, men aluminium går direkte ind og har en skadelig virkning på kroppen. Der findes alternativer uden aluminium, som virker lige så godt.

3. Brug solcreme i ansigtet. Mange vælger det fra, fordi det føles ubehageligt, men man kan sagtens anskaffe sig en god solcreme, der ikke fedter i ansigtet. Så undgår man også at komme til at ligne en gammel, slatten jeg-ved-ikke-hvad.

Engang var det sådan, at en rigtig mand kun måtte gå op i personlig pleje, hvis det havde noget med barbering at gøre. Hudcremer, peels og – gud forbyde det – makeup, var udelukkende noget, kvinder og homoseksuelle beskæftigede sig med. Sådan er det ikke længere. Der startede med en revolution i slut-90’erne med David Beckham og metroseksualiteten, og siden da er det kun gået én vej.

Mænd skal pleje udseendet

I dag er skønhedsprodukter til mænd en milliardindustri, der vokser med 3-5 procent årligt. I Danmark har tv-værten og iværksætteren Emil Thorup længe repræsenteret den udvikling. Han mener, at det efterhånden er en bydende nødvendighed for mænd at gå op i og pleje udseendet. ”I dag er det helt naturligt for alle slags mænd at have en eller anden form for personlig plejerutine. Det handler om, at der ikke længere er nogen, hverken kvinder eller mænd, der interesserer sig for den uplejede mand. Vil man have adgang til en partner, må man tage sig sammen,” siger han.

Makeup til mænd er stadig ikke for alle

Emil Thorup har altid gået op i personlig pleje. ”Selv i min barndom og ungdom var jeg enormt fascineret af skønhedsidealer. Det var nok en modreaktion på at være vokset op i et miljø, hvor man var ligeglad med den slags,” siger han. Selvom flere og flere mænd bliver ligesom ham, må han stadig betragtes som en frontløber. ”Jeg er formentlig stadig en af relativt få heteroseksuelle mænd, der bruger makeup, men det er bestemt blevet socialt acceptabelt. Og de unge er helt med på beatet og er totalt velplejede,” siger Emil Thorup og løfter lidt af sløret for, hvordan hans egen rutine ser ud.

Emil Thorups morgenrutine

”Jeg står op og renser huden med en kemisk ansigtsrens. Så lægger jeg en øjencreme og en dagcreme. Om aftenen gør jeg præcis det samme, men tre gange om ugen supplerer jeg med en gele, der fjerner hudlag, hvorefter jeg lægger en maske. Så vågner jeg op med helt blød hud. Når jeg går i bad bruger jeg en oliescrub på hele kroppen, og til sidst smører jeg mig ind i en jojobaolie.”

Mænds personlige pleje er mere end et scoretrick

Men handler det kun om at tiltrække det modsatte køn? Ikke for Emil Thorup. ”For mig transcenderer det parforhold og kærlighed. Det handler lige så meget om velvære og selvtillid. Jo bedre, man ser ud, jo bedre har man det, og så fungerer man bedre karrieremæssigt og i sociale sammenhænge,” siger han.