Kender du det med, at man ikke kan komme ud af døren, når der skal trænes? Man skal lige have en kop kaffe, nyhederne skal tjekkes, kalenderen gennemgås. Ja, overspringshandlinger er der nok af. Man har ikke ligefrem travlt med at få trænet, men sådan behøver det ikke at være, for træning har mange facetter. Her er 3 måder til, hvordan du kan få en sjovere træning. Det er noget, som gør, at jeg kommer ud af døren, og at jeg glæder mig til 'næsten' hver gang, jeg skal træne.

1. Positiv holdning.

Så blev det dagen, hvor jeg skulle i gang med at træne igen, og jeg hørte mig selv mumle en masse negative ting oppe i mit hoved, igen og igen. Om hvor hård min træning ville blive, og en del af tingene blev også sagt højt til min kæreste, inden jeg tog afsted. Jeg var en rigtig sur citronmåne. Kan du gætte, hvordan min træning gik? Rigtigt, den var elendig! Det var hårdt og bestemt ikke sjovt. Efterfølgende træf jeg et valg og bestemte mig for at gøre et forsøg på at få en sjovere træning. Jeg valgte at ændre min holdning og give motionen en chance. Det gik op for mig, at jeg tidligere allerede havde været bagud på point, fordi min indstilling var negativ. Jeg havde simpelthen ikke givet træningen en chance for at blive sjov. Det forandrede sig, da jeg ændrede min holdning og valgte at være positiv.

2. Stil spørgsmål til dig selv og vær ærlig.

En anden ting, som hjalp mig, var at lave en plan. Hvad er mit mål, og hvordan kommer jeg derhen? En god idé er at stille sig selv spørgsmål: Er jeg til grej og gear? Skal det være intenst eller roligt? Hvis du er social anlagt, kan det hjælpe at træne sammen med en ven, kollega, på et hold eller i en klub. Hvis det er sommer, vil det måske være sjovere at træne udenfor, fremfor indendørs. Find ud af, om der er én eller flere træningsformer, som passer dig bedst. Mix dem og find frem til det helt rigtige for netop dig. Hvis vi vender tingene lidt på hovedet og tager udgangspunkt i, hvem vi er, og hvad vi godt kan lide, er det min erfaring, at træningen og vejen hen til målet bliver lettere og en hel del sjovere.

3. Gå på opdagelse.

Noget af det allerbedste ved motion er, at der er så mange muligheder for at opnå samme resultat. Om det er vægttab, bedre form eller hvad man måtte ønske sig, er mulighederne næsten uendelige for at finde netop den træningsform og de øvelser, som passer bedst til dig. Jeg synes, det er vigtigt, at man er nysgerrig og prøver sig frem, både hvad angår øvelser og træningsformer. For mit eget vedkommende har jeg sjældent valgt rigtigt i første forsøg. Om det er motion, job eller hvad end det måtte være. Det jeg synes er sjovt i dag, kan være mindre godt i morgen. Hvis jeg f.eks. vil styrketræne, kan der være nogle af øvelserne, som jeg synes er mindre sjove end andre, men fordi jeg gerne vil opnå et bestemt mål/resultat, laver jeg dem. I stedet for at fortsætte med de øvelser som er mindre sjove, så find ud af, om der ikke er et alternativ til dem. Det er en mulighed for at prøve noget nyt, som måske er noget for dig. Sidst jeg havde den oplevelse, fik jeg undervisning i yogaøvelser, og det ændrede virkelig min opfattelse af yoga! Der er heldigvis mange muligheder for at gøre din træning sjovere, så giv dig selv lov til at gå på opdagelse, og find din egen vej til en sjovere motion.