Folk undgår ofte at søge hjælp, fordi de synes, det er flovt – og det betyder, at tilstanden nogle gange ikke bliver behandlet. Det er meget uheldigt, da den underliggende årsag ofte kan behandles, og behandlingen kan forbedre livskvaliteten dramatisk. Symptomerne på og graden af urininkontinens kan variere lige fra urinlækage af og til, når du hoster eller nyser, til, at du har en så pludselig og stærk trang til at lade vandet, at du ikke når ud på toilettet i tide. Der er forskellige former for inkontinens. De mest almindelige er stress-, trang- og overløbsinkontinens.

Stressinkontinens                           

Stressinkontinens er lækage af urin, når du presser – stresser – blæren ved at hoste, nyse, grine, motionere eller løfte noget tungt. Stressinkontinens opstår, når lukkemusklen og/eller bækkenbunden ved blæren er svækket. Hos kvinder kan det skyldes fysiske ændringer på grund af graviditet, fødsel og menopause.
Hos mænd kan fjernelse af prostata føre til denne type inkontinens.

Tranginkontinens

Dette er en pludselig stærk trang til at lade vandet efterfulgt af ufrivillig lækage af urin. Blæremusklen trækker sig sammen og giver dig måske kun få sekunders varsel om, at du skal på toilettet. Ved tranginkontinens skal du måske lade vandet ofte, også om natten. Tranginkontinens kan skyldes urinvejsinfektioner, noget, der irriterer blæren (lægemidler, madvarer osv.), urinretention, tarmproblemer, Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom, slagtilfælde, tilskadekomst eller skader på nervesystemet i forbindelse med sklerose. Hvis der ikke er nogen kendt årsag til det, kaldes tranginkontinens også overaktiv blære.

Overløbsinkontinens

Hvis du ofte eller hele tiden drypper urin, kan du have overløbsinkontinens, som er manglende evne til at tømme blæren. Nogle gange har du det måske, som om du aldrig helt tømmer blæren. Når du prøver at lade vandet, producerer du måske kun en svag urinstråle. Denne type inkontinens kan forekomme hos personer med en beskadiget blære, forsnævring i urinrøret eller nerveskader på grund af sukkersyge og hos mænd med prostataproblemer. Generelt afhænger behandlingen af din type inkontinens, hvor kraftige symptomerne er, og går fra rådgivning om adfærd og fysioterapi til medicin, kateterisering og operation. Ofte virker en kombination af behandlinger bedst.