Vi mennesker har brug for 7-9 timers søvn i døgnet, for at vi kan fungere optimalt. Opgørelser viser imidlertid, at mange ikke får den nødvendige søvn. Ifølge Vidensråd for Forebyggelse har 10 procent af alle voksne danskere været meget generet af søvnproblemer inden for de seneste to uger, mens 30 procent har været lidt generet. Søvnekspert Mikael Rasmussen beskriver de dystre konsekvenser: ”Længere perioder med dårlig søvn er forbundet med øget risiko for depression, hjerte-kar-sygdomme, diabetes 2, infektionsproblemer, fedme og en forkortet livslængde,” siger han.

Gode råd til god søvn

Vil man sikre sig en god nattesøvn, er der nogle råd, man kan følge. ”Det vigtigste er regelmæssighed. Sørg for at gå i seng og stå op på nogenlunde samme tid hver dag. Desuden har vi brug for meget lys i dagstimerne og komplet mørke, når vi skal sove. Det er nemlig lys og mørke, der styrer vores døgnrytme,” siger han. Derfor: ”Drop mobiltelefonen, tabletten eller andre lyskilder, når du skal sove. Læs i stedet en bog eller lyt til lidt musik og sørg for at falde ned, inden du skal sove.”