”En stomi-operation er en kæmpestor omvæltning i et menneskes liv. Mange synes i første omgang, at det er klamt, væmmeligt og afskrækkende at have fået en pose på maven til afføring og urin. For de fleste tager det i hvert fald et halvt til et år at forlige sig med den nye livssituation. Men man finder ganske stille ud af, at man sagtens kan leve som tidligere. Være aktiv, rejse, dyrke sport, have sex.”

65-årige Henning Granslev, landsformand for Stomiforeningen COPA, ved hvad han taler om. Han har haft stomi i 43 år, passet et fuldtidsjob som buschauffør i Århus siden 1977 og ellers levet et liv som alle andre.

”Det vigtigste er erkendelsen og accepten af, at nu har man en pose på maven, og det er for resten af livet. Først da er det muligt at bevæge sig ud på den anden side af det tunnelsyn, de fleste bliver ramt af - og få det godt igen. Men for pokker – arme og ben er intakte, og hvad er alternativet? Det er heller ikke værdigt at gå med ble.”

Frygten for lugtgener og lækage er dominerende hos mange nyopererede. Men det er der ingen grund til, hvis posen sidder godt og man er omhyggelig, når den skal skiftes.  Det er vigtigt, at huden er ren og tør, påpeger Henning Granslev.

”Der findes så utrolig mange hjælpemidler. Poser af høj kvalitet i forskellige størrelser, udformninger og med forskellige lukninger. Til store og små – tykke og tynde personer. Man skal aldrig lade sig nøje med en billig standardløsning og man kan få hjælp fra en stomisygeplejerske til at finde det rette produkt.”

Som stomiopereret har man netop ifølge Serviceloven § 112 krav på det hjælpemiddel, der er bedst egnet til én. Og det krav skal der holdes fast i. Passer det første produkt ikke, skal man tilbydes et andet.

”Langt de fleste kommuner er seriøse, men vi hører desværre også om nogle rigtig dårlige eksempler, hvor folk er blevet udskrevet og får at vide fra deres kommune, at det produkt som sygeplejersken har fundet bedst til dem, vil man ikke bevilge borgeren. Men den stomiopererede kan i stedet tilbydes ét, der ligner. Det duer ikke og en kommunal medarbejder har slet ikke indsigten til at tage sådan en beslutning. Alle de produkter, der findes på det danske marked, skal indgå i kommunernes tilbud.”

Ligeledes oplever andre med stomi, at de ved flytning til en anden kommune pludselig bliver nægtet at få det produkt, de er vant til og trives med.

”Folk skal ikke være så autoritære, men råbe op og kæmpe for deres ret til det produkt, der giver dem en ordentlig livskvalitet. Magter de ikke at tage den kamp, kan stomiforeningen hjælpe.”